• Tre engelsktalende lande beder Israel droppe Rafah-offensiv

    Источник: BDK Borsnyt / 14 фев 2024 21:56:40   America/New_York

    Lederne af Canada, Australien og New Zealand opfordrer natten til torsdag dansk tid til en omgående humanitær våbenhvile i Gaza. Det fremgår af en fælles udtalelse, som er et svar på Israels planer om en militær operation i byen Rafah i den sydlige del af Gaza. - Vi er meget bekymrede over indikationerne på, at Israel har planer om en landoffensiv ind i Rafah. En militæroperation i Rafah vil være katastrofal, lyder det i udtalelsen, der er underskrevet af landenes premierministre. - Der er hårdt brug for en omgående humanitær våbenhvile. Onsdag sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel kommer til at iværksætte offensiven mod Hamas i Rafah, der er det sidste tilflugtssted for palæstinensere i det sydlige Gaza. I udtalelsen opfordres Israel til ikke at gennemføre offensiven. Dog fastslås det, at enhver våbenhvile ikke kan være "ensidig", og at en sådan kræver, at Hamas bliver afvæbnet, og at alle gidsler i Gaza frigives. De tre lande er en del af Commonwealth, som er en sammenslutning af lande, der overvejende er tidligere britiske kolonier. De tre lande er også blandt USA's tætte allierede. USA, som er Israels vigtigste støtte, har ikke opfordret til våbenhvile i Gaza. I udtalelsen henviser de tre premierministre til den Internationale Domstols (ICJ) afgørelse fra januar i en sag om folkedrab, som Sydafrika bad domstolen tage stilling til. I afgørelsen lød det, at Israel har pligt til at beskytte civile og sørge for basale ydelser og essentiel humanitær hjælp. - Beskyttelsen af civile er altafgørende og et krav under international folkeret, lyder det i udtalelsen. - Palæstinensiske civile kan ikke tvinges til at betale prisen for at besejre Hamas. /ritzau/Reuters https://www.berlingske.dk/internationalt/tre-engelsktalende-lande-beder-israel-droppe-rafah-offensiv
Опубликовать